Signepokalen er en bred festlig konkurrence med få enkelte regler. Et tilbud til alle foreninger, der dyrker rytmisk gymnastik og/ eller grandprix gymnastik.
Deltagerne skal være seniorgymnaster M/K og på hvert hold skal der min. være 8 deltagere. Man bestemmer selv hvilket musik man vil optræde til og hvilken dragt man har på. Ens serie må dog max vare 2.30 – 3.30 min. Der er ingen specifikke krav til de gymnastiske elementer i seriens indhold, men håndredskaber samt konkurrenceserie til brug ved DM-konkurrencer må ikke benyttes. Genrerne der kan deltage er rytmisk gymnastik, jazz-gymnastik, moderne dans, drama, showdance m.m.
Da det var vores første gang at deltage i sådanne konkurrencer var vi meget spændt på hvad det var vi havde kastet os ud i. Vi har i sommersæsonen arbejdet med et show som blev navngivet ”Kampen mellem det gode og det onde”. Med det show konkurrerede vi med andre rytmehold der havde lavet serier opbygget over et tema. De var navngivet alt lige fra ”Skizofreni”, ”Ægyptisk mystik” til ”Rytmegymnastik”. Mange hold havde gjort utrolig meget ud af deres kostumer og rekvisitter og bare det gjorde dagen spændende og fuld af oplevelser. Vi selv som i kan se på billedet havde fremhævet det ”Onde” i sort og det ”Gode” i hvidt.
Alle fremviste deres serier, der var i alt 17 hold, nogle var kommet fra Fyn og Jylland. Derefter gik dommerne for sig selv for at votere. Der blev udpeget 6 hold der deltog i finalen. Desværre ikke os. Vinder pokalen er Signe-Pokalen (Doneret af en ældre dame ved navn Signe et eller andet, som har baggrund indenfor Grandprix gymnastikkens verden). Den gik til et hold fra FG90, som havde lavet et show til Michael Jacksons GHOST. De var meget dygtige både med hensyn til drama og dans, og havde fortjent at vinde.
Selvom det var vores debut og pigerne var meget nervøse, var det en sjov og hyggelig dag med masser af oplevelser. Næste år afholdes Signe-Pokalen i Odense, og der vil vi stå klar igen med et nyt show.
Med venlig hilsen
Jannie og Caroline